Det er en stor fordel for Byens Dyreklinik, at deres administrationssystem Vettigo kan tilgås online fra alle lokationer, og at det er nemt at finde ud af.
Hos Byens Dyreklinik i Taastrup bruger klinikassistent Charlotte Simonsen it-systemet Vettigo fra MIBIT til alt, da det er det eneste system, de har til både journalisering og afregning. Når hun skal pege på de største fordele ved Vettigo, fremhæver hun, at systemet er let at gå til - også derhjemmefra.
"Det er en kæmpe fordel, at man kan logge på med sin telefon eller iPad hjemmefra, eller hvor man nu end er. Hvis jeg har en kollega, der for eksempel ikke kan kreditere, kan hun ringe, og så kan jeg gøre det hjemmefra. For dyrlægernes vedkommende kan de eksempelvis sidde derhjemme om aftenen, hvor der er mere ro på, og føre journaler, hvis der ikke lige har været tid til det i løbet af dagen. Det er også bekvemt, at man kan gå ind og se, hvilke opgaver og hvor travlt, der er i morgen. Alle har hver deres kode, så man kan arbejde i systemet uden at genere andre", fortæller hun.
Charlotte Simonsen bruger primært Vettigo til at booke tider og ved salg af produkter, for eksempel foder og medicin. Mange produkter er på forhånd lagt ind i Vettigo, og priserne bliver opdateret automatisk.
"Skal man selv lægge et produkt ind, er det også meget nemt at gå til. Det går hurtigt, hvad enten det er salg til en klient, der allerede er oprettet i systemet, eller et kontantsalg til en ukendt," siger hun.
Byens Dyreklinik har fem spor med dyrlæger og veterinærsygeplejersker, så tidsplanlægningen handler meget om koordinering og få hele puslespillet med tider til at gå op. Der er desuden mange forskellige farvekoder i Vettigo, hvilket Charlotte Simonsen fremhæver som en fordel.
"Det er fleksibelt, at vi kan vælge den farvekode, vi ønsker, til det, vi opretter. Er det for eksempel en akuttid, er den orange, for at vi hurtigt kan danne os et overblik. Når man har lært farvekoderne at kende, er det nemt at spotte de forskellige kategorier."
Medarbejderne på Byens Dyreklinik bruger også den elektroniske post-it-funktion meget, hvor de kan skrive beskeder til hinanden på "gule sedler" ude i siden af skærmen. Det kan for eksempel være en besked om at ringe tilbage til en klient.
"Det fungerer rigtig godt, og så sletter vi bare beskederne efterhånden, som der bliver reageret på dem, og sagen er klaret. Beskederne kan både oprettes til alle og til enkelte personer. Det er meget bedre end at lægge en lap papir på kollegernes skrivebord om, at de skal huske et eller andet," siger Charlotte Simonsen.
Byens Dyreklinik har haft Vettigo i cirka seks år og var blandt de første til at bruge systemet. Da klinikken i 2017 stod overfor at vælge et nyt system, talte de med andre dyreklinikker, der havde gode erfaringer med at bruge systemet. Derfor blev de enige om at prøve, om det var noget for dem.
"Chefen og jeg var faktisk på kursus i Vettigo, da vi i sin tid fik systemet, og det var utrolig givende. Her fik vi indblik i alt det, systemet kan, men som vi ikke bruger til hverdag. Det var dog stadig rart at vide, hvis vi fik brug for funktionerne," fortæller Charlotte Simonsen og fremhæver, at Vettigo er meget professionelle og hjælpsomme i supporten, når hun og kollegerne ringer ind.
"De er altid glade og rare at tale med. Hvis du for eksempel har en kreditering, der ikke stemmer, får du hjælp med det samme. De guider dig gerne igennem, så du får gjort det rigtigt. Det er rart at have supporten som livline, hvor du bare ringer op, og supporten logger på systemet og guider dig igennem, så du får løst problemet. De tager også godt imod det, hvis man kommer med idéer til nye funktioner," understreger Charlotte Simonsen.
Administrationssystemet Vettigo har gjort planlægningen af dyrlægernes arbejde lettere for administrativ leder Lisbeth Guss fra Dyrlæge Niels Guss Andersen ApS.
Hos Dyrlæge Niels Guss Andersen ApS har administrativ leder Lisbeth Guss gode erfaringer med at bruge online it-systemet Vettigo fra MIBIT.
Vettigo er udviklet til dyrlæger, og Lisbeth Guss benytter sig først og fremmest af administrationssystemet til journalisering og planlægning.
"Systemet kan det, vi har behov for. Til regnskab bruger vi e-conomic, der arbejder fint sammen med Vettigo," siger hun.
Alle kunder findes i systemet med alt, hvad der er af oplysninger på deres besætninger. Alle heste er for eksempel oprettet med hver sin journal med registreringer, chipnumre med mere. Alt bliver journalført løbende af dyrlægerne, og regningerne bliver også lavet i Vettigo.
"Én gang i døgnet bliver det lagt over til e-conomic, og så bogfører man dér. Det er også smart med hensyn til at modtage betaling, hvor det meste foregår automatisk. Man kan ellers godt gyse, når man taler om it-systemer, men det her er nemt at arbejde med," mener Lisbeth Guss.
Vettigo giver, ifølge Lisbeth Guss, en god brugeroplevelse. For eksempel kan der udfyldes tandkort inde i journalen, som kan sendes elektronisk til kunden.
"Det er ret professionelt og nytænkende. Så Vettigo er langt fremme i forhold til de systemer, vi havde tidligere," siger hun og uddyber:
"Det er vigtigt at få alle oplysninger, vi har om en hest, ind i journalen. Når kunder for eksempel har en hest, der er halt, kan vi bede om et billede eller en video og lægge det ind i journalen. Alt vores materiale om hestene kan også bruges i forsikringssager, så jo mere journalerne kan rumme, jo bedre."
Mange kunder har deres heste forsikret for store beløb, og de har som regel også en sygeforsikring. Her vil forsikringsselskaberne gerne have journaludskrifter og andet relevant materiale.
"Så er det jo blæret at kunne sende video og tandkort ind til dem. Alt ligger et sted, og det er nemt at lægge ind," siger Lisbeth Guss, der også bruger Vettigos øvrige funktioner meget. For eksempel når det gælder priser på medicin, der løbende bliver opdateret i systemet, så den nyeste pris altid fremgår.
Lisbeth Guss fremhæver, at hun især er glad for, at det er let at planlægge dyrlægernes arbejde i Vettigo. Alt er forklaret med ikoner, så hun kan hurtigt sætte nye medarbejdere ind i journalsystemet.
"Det kan vi gøre på kvarter, og så har man da udviklet et system, der virker. Det er nemt, overskueligt og logisk. Samtidig kan du ikke gøre noget forkert."
Hver medarbejder har mulighed for at have Vettigo på et ubegrænset antal enheder. Alle har det på telefonen, og Lisbeth Guss synes, at det er smart, at medarbejderne kan kommunikere med hinanden via systemet.
"Det muliggør også, at dyrlægerne kan udfærdige regninger med det samme ude hos kunderne, der kan betale direkte med MobilePay. Det giver en hurtigere arbejdsgang, også når de kan sidde i bilen og udfylde journalen lige efter kundebesøget. Det er nytænkende, og det fungerer," siger hun.
Skulle der opstå et problem, er det Lisbeth Guss' erfaring, at det går hurtigt med at komme igennem til supporten og få hjælp med det samme.
"Jeg sidder aldrig i kø til supporten, men det er nok, fordi systemet er så nemt, at der aldrig er nogen, der ringer," siger Lisbeth Guss og griner.
Dyrlæge Niels Guss Andersen ApS har haft systemet i cirka et år.
Det er især muligheden for at tilgå Vettigo fra hvor som helst, som Bonnie Horne, dyrlæge og ejer af Vrønding Dyreklinik, fremhæver.
På Vrønding Dyreklinik bruger personalet it-systemet Vettigo til alt i deres hverdag i forhold til kommunikation og information om klienter og patienter. Det rummer både klinikkens kundekartotek, aftalekalender, takseringen, hvor de udarbejder regninger samt journalisering.
Klinikken bruger også Vettigo til remindere, for eksempel når en klient har fået vaccineret sin hund, og klinikken lover at give klienten besked om en ny vaccination året efter. Det foregår ved hjælp af den automatiserede påmindelsesfunktion.
"Vi noterer også i Vettigo, hvordan en hund reagerede sidste gang ved bedøvelse eller ved en bestemt medicin, eksempelvis," fortæller dyrlæge og klinikejer Bonnie Horne.
Vrønding Dyreklinik bruger ikke andre systemer end Vettigo i hverdagen, og den største fordel ved systemet er, ifølge Bonnie Horne, at det er onlinebaseret.
"Uanset om jeg sidder derhjemme, i konsultationen eller i operationsstuen har jeg altid adgang til systemet på min iPad, telefon eller computer. Det er også rart, at der ikke er begrænsning på antal brugere. I andre systemer har man for eksempel kun adgang på tre enheder ad gangen," siger hun og nævner, at det ved et udebesøg er bekvemt at kunne få regningen ud af verden med det samme.
Bonnie Horne synes også, at Vettigo er meget intuitivt at arbejde i.
"Det er ikke så mange lag i det, og det er positivt ment. Jeg har tidligere arbejdet i to andre systemer, og Vettigo er meget mere simpelt."
Vrønding Dyreklinik har haft Vettigo siden marts 2021. Det tog kun en times oplæring, hvor medarbejderne var online med underviseren.
"Det var den eneste introduktion, vi havde, og så kørte det derfra. Så det var meget simpelt at skifte system," fortæller klinikejeren.
Personalet bruger supporten i ny og næ, og det fungerer ifølge Bonnie Horne fint.
"Der er kort ventetid, og hvis et problem ikke lige kan løses på stående fod, vender de altid tilbage. Så jeg synes, at det er en superfin service."
Medarbejderne taster for det meste nummeret til supporten, hvis der er en konkret indtastning, der driller. For eksempel hvis noget journaltekst er blevet væk, eller der pludselig ikke kan kobles et blodprøvesvar til en journal. Det kan også være i forhold til at trække statistik ud, som kun praktiseres få gange om året.
"Vi ringer også altid ind til supporten, hvis et dyr flytter til en anden ejer. Det er simpelt at gøre i systemet, men fordi vi gør det så sjældent, kan vi aldrig huske, hvordan man gør," siger Bonnie Horne.
Der er også en Facebookgruppe for brugere af Vettigo, man kan melde sig ind i. Her kan man få råd fra andre brugere, hvis supporten er lukket for weekenden eksempelvis.
"Der er en ønskeliste med hensyn til forbedringer, og når der er nok, der ønsker det samme, bliver det opfyldt. Nogle af de features, der ikke var med i begyndelsen, er i hvert fald blevet en del af systemet nu," fremhæver klinikejeren.